På bloggen har der været præsenteret nogle af de store helte fra Percy Jackson-universet over de seneste uger, men nu skal vi se på en helt, som i nogle øjne har været en mindre skurk eller en tidligere plageånd for Percy Jackson. Vi sætter nemlig Clarisse La Rue i den varme stol, hvor der blandt andet vil blive set på hendes turbulente relation til Percy Jackson.
Clarisse La Rue er datter af den græske krigsgud Ares. Hendes fortid er meget ukendt, men man ved, at hun blev ført til Halvblodslejren af en satyr ved navn Gleeson Hedge. Hun er tidligere hytteleder for Ares-hytten og er kærester med Chris Rodriguez. Som datter af Ares er hun ilter, modig, stærk og arrogant. Hun har også en stædighed, som hun har svært ved at slippe. Når hun er opsat på, at hun har ret, så holder hun fast ved det. Hun vil gøre alt for at forsvare sin hytte og Halvblodslejren. Hun er meget stolt og ønsker, at hendes far, Ares, skal være stolt af hende. Trods hendes iltre personlighed kan hun også være beskyttende og meget omsorgsfuld, især over for dem, hun holder af.
Der er ingen tvivl om, at Clarisse La Rue og Percy Jackson bestemt ikke kunne lide hinanden, da han ankom til Halvblodslejren. Lige fra deres første møde, som endte med en mindre sjov oplevelse for den ene part, til deres sammenstød under flagkapring. Vi tager et tættere kig på deres relation til hinanden, som startede meget kaotisk, men endte relativt fredeligt.
Clarisse har tidligere været kendt som en bølle i lejren, hvor hun sammen med sine søskende har haft et indvielsesritual for grønskollinger. Dette indebar, at hun skubbede nye lærlinges ansigter ned i toilettet. Dette forsøgte hun at gøre mod Percy Jackson, hvilket også var deres officielle første møde. Dette endte katastrofalt, men ikke for Percy Jackson, da hans ansigt ikke ramte toilettet. I stedet kom hans evner, som han har arvet fra sin far, frem og væltede toiletvand ned over Clarisse La Rue og hendes søskende. Dette var starten på Clarisse La Rues had mod Percy Jackson.
Trods den hektiske start på deres forhold har deres relation til hinanden udviklet sig positivt. Dette har ikke været uden et stort had til hinanden, blandt andet på grund af en episode mellem Percy Jackson og Ares, Clarisses far. Percy besejrede Ares i en duel, hvilket gav Clarisse endnu en grund til at hade Percy, ikke kun fordi han ødelagde hendes elektriske spyd. Selvom deres rejse har været utrolig hektisk, og startede med et indvielsesritual for grønskollinger, fandt Clarisse La Rue og Percy Jackson en god mellemvej. Gennem deres år sammen i lejren fandt de en måde at forstå hinanden på, hvilket gjorde, at de gik fra at hade hinanden til at se hinanden som venner og allierede.